fredag den 31. januar 2014

Fælles Fredag - Noget om mig!

God fredag

Dagens challenge er ret speciel og bred. Jeg har været meget i tvivl til denne omgang - ikke fordi jeg var i tvivl om, hvad jeg ville lave, men fordi jeg var i tvivl om hvor personlig denne blog skal være - og om jeg ville dele designet, som jeg havde i tankerne (et design som siger meget om mit liv lige nu). Jeg prøver at holde bloggen relativ "upersonlig", fordi jeg forsøger at være opmærksom på, at det ikke bare er en dagbog, som ligger skjult i skuffen - men noget som alle kan læse - også om flere år. Derfor holder jeg igen på bloggen med personlige ting og holdninger. Jeg har gjort mit bedste for at lade bloggen handle om neglelak - som den jo netop er lavet til!

Nå, men summa summarum - jeg har besluttet at lave et design, som viser hvad jeg netop har gennemført af uddannelse. Nogle vil sikkert grine af, at jeg er så dramatisk omkring hvem jeg er - men vi er jo forskellige.

Jeg har valgt at bruge den mørkegrønne cremelak 'Dark Green' fra Kiko som base til designet - og så har jeg ellers brugt hvid akrylmaling og mat topcoat.




Så til designet... Et simpelt design med det græske bogstav psi som accent. Psi fungerer som symbol for mange ting - men for mig (og mange andre - se bare her) symboliserer psi psykologi. Og det er netop den uddannelse, som jeg lige har gennemført på Københavns Universitet. Så nu har jeg fået den fine titel: 'Cand.psyk' - eller 'psykolog' på almindelig forståeligt dansk.

Designet synes jeg selv er rigtig fint - jeg kan godt lide enkeltheden i det. Og så kan jeg også godt lide den smukke grønne base. Puha - det var grænseoverskridende!






'Dark Green' er købt i en Kiko-forretning i Berlin - og var en gave fra min kæreste.

Jeg glæder mig til at se, hvad de andre har fundet på til denne gang.

- Maria

torsdag den 30. januar 2014

Baby Bellini

Godaften på bloggen

Jeg vil vise jer en lilla lak fra Rimmel. Den hedder 'Baby Bellini' og er fra Rimmels Cocktail Colour kollektion. Navnet er lidt besynderligt eftersom en Baby Bellini-drink vistnok er gul. Nå, men farven på lakken er i hvert fald skøn, og så har den dét en amerikansk/engelsk blogger ville kalde for glass flake finish - men det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal kalde på dansk.




'Baby Bellini' er helt ok at arbejde med. Jeg havde ikke så godt lys, da jeg lagde den, men jeg synes ikke, at den dækkede helt ved to lag - så den fik tre. Jeg nåede at blive vildt irriteret på klistermærket på låget, fordi mine fingre sad fast da jeg skulle sætte låget tilbage på flasken (hvorfor jeg var ved at vælte hele flasken - med halvt påsat låg). Det virker meget discount at sætte klistermærker på en lak, synes jeg. Lakken er rigtig smuk på - desværre er den bare ikke rigtigt mig, og jeg ved ikke helt hvorfor. På billederne synes jeg, at den er smuk - og den skifter svagt farve alt efter hvordan lyset falder (hvilet også kan ses på billederne)... men den er bare ikke mig. Måske er den lidt for disco.

Jeg blev til gengæld fælt skuffet over kvaliteten af denne lak. Normalt chipper mine lakker ikke, men denne chippede efter ganske få timer - selvom jeg brugte base- og topcoat som normalt! Det er bare ikke i orden. Jeg sørger også altid for at forsegle mine negletipper - og på trods af dette kunne jeg se det hvide på negletipperne i løbet af et døgns tid. Øv, det var lidt skuffende. Men jeg er da i det mindste glad for, at det ikke er en farve jeg er helt vild med.






'Baby Bellini' blev i sin tid købt i Matas, men eftersom det er en limited edition er den ikke længere til salg i Matas. Men jeg vil så alligevel heller ikke umiddelbart opfordre nogen til at købe den!

- Maria


onsdag den 29. januar 2014

Again?!

Godaften derude

Jeg vil ganske vise jer nogle billeder af 'Again?!' fra Essie. 'Again?!' var en del af Essies Resort 2013 kollektion, men denne lak kunne vist ikke købes i USA. I hvert fald er det kun ganske få, der har vist billeder af den, og derfor blev jeg nysgerrig efter at se den i virkeligheden (det samme gælder 'Nice Package' fra samme kollektion - så den kunne jeg godt finde på at købe af samme grund).

'Again?!' er en cremelak som har en spøjs farve. Den er en blanding mellem koralfarvet og støvet bær/hindbærfarvet. Lidt svær at beskrive.




'Again?!' krævede to lag for at dække og den var helt fin at arbejde med. Jeg synes, at farven er virkelig fin på - og jeg havde den på i mange dage før jeg tog den af. Det er en rigtig fin klassisk og meget brugbar farve, hvis man ellers kan sige det!

Desværre blev billederne af lakken ikke så gode. Jeg havde glemt at tage billeder af den, og så blev det sådan liiige før det blev mørkt, og så kommer billederne til at se lidt mærkelige ud. I virkeligheden har lakken mere blå undertoner. Normalt linker jeg ikke til andre blogs for at gengive farver, men denne her gang ligger mine billeder simpelthen for langt fra virkeligheden, og denne blogger har fanget farven en del bedre end jeg selv har - jeg synes dog at den er lidt mørkere end hendes billede viser (obs. det er det nederste billede på hendes blog og ikke det øverste).







'Again?!' er købt på beautybay.com

- Maria

mandag den 27. januar 2014

Frygtet og berygtet: Water marble!

Godaften på bloggen

Jeg vil vise jer en water marble - som jo måske er neglebloggerens største frygt (i hvert fald min)! En water marble kan let gå galt fordi mange ting skal harmonere - og fordi det kræver tålmodighed.

Jeg valgte at bruge to farver til denne water marble, men i princippet kan man jo bruge alle de farver man vil! Jeg har brugt OPI 'Alpine Snow' og Essie 'Cute As A Button'.

Dette er et ret langt indlæg - så er I advaret!




En water marble går (ganske kort forklaret) ud på, at man har noget vand i et glas, hvor man stille og roligt drypper neglelak på overfladen af flere omgange - så tegner man et mønster med en rosenpind i lakken og dypper en negl i vandet. Man gentager processen til hver negl. Det er for svært på tekst at forklare præcist hvordan man gør, men jeg kan henvise til My Simple Litte Pleasures på Youtube, som er rigtig god til at forklare hvad hun gør - og så laver hun bare nogle fantastiske designs. Endvidere kan jeg henvise til Peak A Punch Polish (også på Youtube), som i denne video laver et design, der minder rigtigt meget om det, som jeg har lavet til dette indlæg.

Mine egne erfaringer siger mig, at det først og fremmest er en god ide, at se om lakkerne overhovedet kan sprede sig i vandet. Jeg har tit haft ideer til water marbles, som jeg har måttet opgive fordi lakken ikke ville sprede sig på overfladen - og nej, man kan ikke vide det i forvejen - man er nødt til at prøve sig frem.
Derudover er det godt, at have en base på plads inden man dypper neglene i vandet - til mit design lagde jeg to lag af OPI 'Alpine Snow' - og jeg brugte derefter både 'Alpine Snow' og 'Cute As A Button' til at danne mønsteret i vandet. Som tommelfingerregel kan man bruge den mest lyse lak i designet som base.
Jeg bruger en rosenpind til at lave mønsteret, og jeg bruger demineraliseret vand (som kan købe i de fleste supermarkeder) til at lave mønstrene i - og vandet skal have stuetemperatur.
Nogle foretrækker at sætte tape om neglene inden man dypper dem... men jeg er bare ikke så gode venner med tape - så jeg renser af med acetone bagefter. En læser gjorde mig dog for nyligt opmærksom på, at man kan bruge peel off base coat (eller trælim/skolelim) rundt om neglene, som man lader tørre, inden man går i gang med dypperiet - så skulle det kunne hives af bagefter. Men jeg har ikke selv prøvet denne metode, så jeg kan ikke stå inde for den - men jeg vil gerne prøve den en dag.

Dette er faktisk kun anden gang jeg laver en water marble - men jeg kan til gengæld se, at min (generelle) teknik og forståelse for lak er blevet langt bedre i forhold til sidst jeg lavede en water marble, hvilket også snart er to år siden! Så derfor: leg med det! Denne teknik kræver lidt tålmodighed - og så er det vigtigt at forstå, at en water marble sjældent bliver perfekt. Det er ikke så åbenlyst på disse billeder, men der kom f.eks. lidt luftbobler i lakken, men det er umiddelbart kun noget man selv lægger mærke til!

Jeg synes selv at resultatet blev rigtig fint, det ligner de der bolsjer med fløde/jordbær-smag (hvilket faktisk slet ikke var intentionen!). Det første billede gengiver farverne bedst.






Lakkerne er fra Billigvoks.dk.

- Maria


fredag den 24. januar 2014

Fælles Fredag - Musik!

God fredag

I dag er temaet Musik - og jeg var faktisk ikke meget i tvivl om, hvordan jeg skulle fortolke dette på mine negle. Først tænkte jeg, at jeg bare ville lave noder… men så kom jeg i tanke om mit favoritband (eller i hvert fald tidligere favoritband). Jeg lod mig inspirere af andre, der også har lavet designs ud fra dette band.

Dette er et langt indlæg med mange billeder - bare lige til advarsel. Jeg har brugt en del lakker til designet:

Ciate 'Big Yellow Taxi', Ciate 'Power Dressing', Max Factor 'Red Passion',




OPI 'San Tan Tonio', OPI 'Alpine Snow', Barry M 'Kingsland Road',




Essie 'Mesmerize', Essie 'Sand Tropez' og Essie 'Licorice'.




Og så til neglene - i dag kommer der ikke så mange forklaringer på hvordan jeg har gjort, da det vil tage for lang tid. Jeg synes selv, at neglene gengiver bandet meget godt. Jeg synes at resultatet er sjovt, men det blev meget hurtigt taget af igen - for det er jo et voldsomt rodet design!




Hvis nogen skulle være i tvivl, er det selvfølgelig disse piger indlægget handler om:




Jeg var vild med Spice Girls da jeg var en meget ung pige. Hele min ene væg var dækket af Spice Girls plakater (en anden var dækket af Back Street Boys). Jeg var vild med deres musik, og jeg var vild med dem som gruppe.

Jeg var mest vild med Melanie B (Scary Spice) - fordi hun var så vild og voldsom, og fordi jeg tænkte, at hun var typen der gjorde alle de ting, som jeg ikke turde. Hun var i øvrigt kendt for at kunne lide alt med leopard-mønster!




Jeg var også ret vild med Geri (Ginger Spice), som også var vild og sej - og turde gøre en masse mærkelige ting (f.eks. kyssede hun Prins Charles på kinden ganske uopfordret!). Jeg kunne godt lide, at hun var så sexet - og spillede så meget på det. Hun blev i øvrigt meget kendt for denne flagkjole, som hun havde på til deres første runde af koncerter (hvoraf den allerførste var i Istanbul). Og ja, jeg fik lavet lidt fejl på flaget, men sådan går det en gang imellem.




Emma (Baby Spice) sagde mig ikke så meget. Jeg var ikke så vild med hendes stil og hendes nuttede attitude, jeg ville være sej - så derfor faldt hun lidt uden for min smag. Til gengæld var jeg vild med hendes stemme. En lyserød tekstur-negl synes jeg var passende til denne Spice Girl.




Victoria (Posh Spice) var lidt for arrogant til min smag - og ikke særlig smilende. Hun var til gengæld den i gruppen med mest stil (selvom det selvfølgelig er en subjektiv sag) - og derfor syntes jeg, at en sort negl var det mest stilrene jeg kunne finde på til at afbillede hende.




Melanie C (Sporty Spice) var den der sagde mig aller mindst - jeg var ikke selv specielt sporty, og jeg ville helst selv være sej og sexet… og derfor sagde hendes stil og personlighed mig ikke så meget. Til gengæld var jeg ret vild med hendes stemme. Jeg syntes, at den fine (host, host) Adidas-stribe på buksen symboliserede hende fint!




I dag forstår jeg disse unge kvinder på en helt anden måde end dengang. Jeg forstod ikke helt som meget und pige, hvor meget disse roller betød for deres brand - og at selv Melanie C kunne være sexet og sej, og Victoria smilende og så videre. Jeg kan dog stadig godt lide musikken - og jeg bliver altid glad når jeg hører deres sange.

Alle bilederne af pigerne er taget fra mit fotoalbum, som jeg for nyligt fandt da jeg ryddede op i mine gamle sager. En skat.




Hvis nogle vil vide, hvor lakkerne er købt - så sig til.

Jeg er meget spændt på hvordan 'Musik' bliver fortolket af de andre - så husk at kigge forbi dem!

- Maria

torsdag den 23. januar 2014

Glitter fra Vietnam #2

Godmorgen blogland

I dag vil jeg kort vise jer endnu en glitter, som jeg fik af min søster, som for nyligt har været i Vietnam. Denne glitterlak har en klar base med forskellig størrelse glitter i forskellige farver - sølv/holografisk, grøn og turkis. Mærket hedder Elite og lakken har nummeret 018 i bunden.




Lakken har samme problemer, som den første lak fra Vietnam, som jeg viste jer - nemlig at der ikke er så meget glitter i basen. Derfor skal der duppes en del, og man skal faktisk placere glitteret som man vil. Dette er ikke nødvendigvis en dårlig ting for mig - jeg kan bedre lide for lidt glitter i en base end for meget, men det er dog meget en smagssag. Glitteret lagde sig dog fint ned på neglen og der krævedes kun ét lag topcoat for at jævne overfladen ud.

Jeg lagde den over 'Nouvelle Vague', som jeg viste jer i går. Jeg synes at resultatet blev meget fint og sjovt.




På det sidste billede er der lagt en mat topcoat ovenpå glitteret.




Lakken er som skrevet købt i Vietnam

- Maria


onsdag den 22. januar 2014

Nouvelle Vague

Godaften derude

Hert il aften vil jeg ganske kort vise jer den mintgrønne lak med lidt sølv-shimmer i fra Chanel - og overskriften viser hvilken lak, jeg taler om, nemlig 'Nouvelle Vague'. Jeg har tidligere fortalt om mine frustrationer ved, at jeg købte denne lak da den kom ud - men så senere solgte den videre. Nu har jeg fået fat i den igen - og den er bare så fin! Jeg er glad for at jeg købte den igen.




'Nouvelle Vague' kræver 2-3 lag for at dække - i denne her omgang fik den 3 lag. Til gengæld synes jeg, at den tørrer relativt hurtigt. Shimmeret kan anes i virkeligheden - og altså lidt mere end på billederne.

Jeg synes at den er så fin. Ahh… dejligt at have den i samlingen igen!






'Nouvelle Vague' er købt på Trendsales (hvor den regelmæssigt dukker op).

- Maria


mandag den 20. januar 2014

Turkis stamping

Hej på bloggen!

Til dette design har jeg brugt den hvide 'Alpine Snow' fra OPI - og ovenpå denne har jeg stampet med den turkise 'Where's My Chauffeur' fra Essie.




'Alpine Snow' krævede som altid to lag for at dække - og den er virkelig fin i konsistensen. 'Where's My Chauffeur' er absolut ikke en god stamping-lak, da den ikke er helt pigmenteret nok, til at træde rigtigt frem på neglen. Derfor fremstår den også mere mintgrøn end turkis over den hvide base, synes jeg. Jeg brugte en stampingplade nr. 04 fra MoYou Londons The Artist Collection. Jeg afsluttede med et almindeligt lag topcoat og dernæst et lag mat topcoat.

Jeg synes, at resultatet blev rigtig fint - på trods af at 'Where's My Chauffeur' ikke træder så meget frem. Det er på en eller anden måde både vinterligt og sommerligt på samme tid.






Begge lakker er fra Billigvoks.dk.

- Maria


søndag den 19. januar 2014

Glitter fra Vietnam

God søndag!

I dag vil jeg vise jer en glitterlak over den gradient, som jeg viste jer i fredags. Glitterlakken er lidt speciel fordi den kommer fra Vietnam - og jeg fik den i gave af min ene søster, som har været afsted dertil for nyligt. Mærket hedder Alibe - måske har den et navn, men jeg forstår ikke hvad der står bagpå - så det kan I i hvert fald ikke få i denne omgang. Men jeg kan fortælle, at den har en klar base med guldfarvet holografisk bar-glitter.




Lakken har mere base end glitter, og derfor skal der duppes en del, for hvis man bare trækker penslen som normalt kommer der ingen glitter med.

Jeg synes, at glitter over en gradient ser rodet men samtidig sødt og sjovt ud - og det synes jeg også er tilfældet her.






Lakken er som sagt en gave fra min søster - og den er købt i Vietnam, så det er mest for sjov at jeg viser den på bloggen, den er i hvert fald ikke lige til at få fat på.

I får også lige et hurtigt et billede af min søster og mig fra en ferie - dog ikke fra Vietnam men fra Venedig. Og det er et gammelt billede - jeg vil skyde på, at det er fra omkring 2001, hvor min søster (til venstre) er omkring 21 år og jeg (til højre) er omkring 15 år.




- Maria


lørdag den 18. januar 2014

Pure

God lørdag på bloggen!

I dag vil jeg ganske kort vise jer en fin topcoat fra OPI med navnet 'Pure 18K White Gold And Silver Top Coat'. Det er en klar lak med hvidguld- og sølvstykker i.




Jeg lagde et enkelt lag af denne lak over 'Don't Make Me Wine' fra China Glaze (som jeg havde på, da jeg modtog lakken). Jeg afsluttede med en almindelig topcoat. Jeg synes, at 'Pure 18K White Gold And Silver Top Coat' var ganske fin at arbejde med - jeg synes dog, at der er lidt for mange stykker metal i basen. Men det er jo en smagssag. Måske skal jeg bare lige vænne mig til det.






'Pure 18K White Gold And Silver Top Coat' er købt på tilbud hos beautybay til 130 kroner. Desværre lader det til, at lakken er udsolgt hos dem nu. Så jeg ville satse på ebay, hvis man skal have fat i den.

- Maria


fredag den 17. januar 2014

Fælles Fredag - Yndlingsteknik/Go to mani

God fredag på bloggen!

I dag vil jeg vise jer min yndlingsteknik - som er gradient. Det er ikke min go to mani, fordi der er så meget rengøring (i øvrigt er go to mani for mig bare en enkelt farve, da det er det letteste). Gradient er blevet min yndlingsteknik fordi det var noget af det første nail art jeg lavede, som jeg rent faktisk syntes fungerede. Derudover er der så mange muligheder for at ændre farverne - og en gradient kan let bruges som et lærred til f.eks. en tribal mani, tape mani eller med et lag glitter over. Og sidst men ikke mindst - så er det ikke specielt svært at lave en gradient. 

Jeg har brugt følgende Essie-lakker til denne gradient: 'Again?!', 'Lovie Dovie' og 'Fiji'.




Jeg startede med en hvis base - og malede derefter de tre farver på en makeup-svamp fra Sephora. Jeg duppede alle neglene af to omgange - og så fik de et lag topcoat. Som beskrevet, så er rengøringen af neglebånd det mest tidskrævende ved en gradient mani. 

Jeg synes at resultatet er rigtig fint!






'Again?!' og 'Fiji' er købt på beautybay, 'Lovie Dovie' er købt i Matas.

Jeg glæder mig til at se hvad de andre bloggere har af yndlingsteknikker/to go mani'er.

- Maria

mandag den 13. januar 2014

Elegant jelly sandwich

Hej på bloggen!

Jeg har til i dag lavet et meget simpelt design - nemlig en jelly-sandwich, hvor man først lægger en jellylak og dernæst en glitterlak og til sidst jellylak igen. Jellylakken til dette design er fra Essie, og den hedder 'Limo-Scene' - 'Limo Scene' har en cremet mælke/fløde-farve. Jeg har valgt OPI's 'Pirouette My Whistle' som glitterlakken til dette design. Jeg har efterhånden vist denne lak mange gange på bloggen, men for kort at opsumere: en klar lak med helt små stykker sølvglitter og større stykker hvid sekskantet glitter.




Jeg startede med at lægge tre lag af 'Limo Scene' - dernæst lagde jeg et enkelt lag af 'Pirouette My Whistle' (jeg kunne godt have lagt to, hvis effekten skulle have været mere fremtrædende). Jeg afsluttede med endnu et lag af 'Limo-Scene' og til sidst topcoat. Begge lakker var ganske lette at arbejde med. Man skal ved denne type mani være opmærksom på, at der skal mange lag til, men de skal ikke lægges for hurtigt - for så kan der komme bobler i lakken. Så selvom designet er meget let at lave skal man alligevel have tålmodighed.

Effetkten er elegant og meget diskret. Jeg kigger på mine negle hele tiden! I øvrigt er mine negle ret korte for tiden, hvilket faktisk er meget rart.








Begge lakker er som skrevet fra Billigvoks.dk.

- Maria


søndag den 12. januar 2014

Nfu Oh 53

God søndag på bloggen!

I dag vil jeg vise jer hvordan Nfu Oh '53' ser ud ovenpå den lak, som jeg viste jer i går: 'Butler Please'. '53' er en flakie-lak, med flakies der changerer mellem rød/orange/gul/grøn (og til allersidst blå!), derudover indeholder lakken en masse helt små blå flager. Basen på lakken er blå, men eftersom det er en jelly-lak kræver den en del lag før man ikke længere kan se neglelinje. Jeg foretrækker personligt, at lægge '53' over en anden lak.




Jeg lagde et enkelt lag af '53' over 'Butler Please' og afsluttede med topcoat. Jeg kunne sagtens have laft et lag eller to mere, men jeg kunne godt lide det mere diskrete look.






I får også lige et billede med mat topcoat:




'53' er købt på viis.ee, hvor den desværre er udsolgt nu. Hvis man vil have fat i denne lak, vil jeg derfor anbefale at handle på ebay.

- Maria